Studerende med husdyr?

Morgenrutine

Godmorgen!

Denne weekend skal jeg arbejde. Jeg arbejder i et center, hvor der er udvidet åbningstider grundet juletiden. Det er selvfølgelig skønt med de ekstra timer og det kommer til at pynte på opsparingen d. 1 januar. Men 8 timer lørdag og søndag er også mange timer som butiksassistent. Jeg er god til mit job og holder af det, men det er også hårdt at arbejde i butik – jeg er naturlig introvert og har derfor brug for at lade op når jeg kommer hjem efter al den socialisering – kender du det?

Derfor sørger jeg også for at mine morgener altid er langsomme, hyggelige og med en kop te eller chai latte. Kalenderlyset bidrager selvfølgelig til hyggen i denne måned. Jeg kan lige prøve at pensle min morgenrutine ud for dig – jeg har ikke sådan en mandag-fredag morgenrutine, men forsøger i stedet at holde den samme rutine hver dag:

Kl. 6:15

Min Wake Up Lamp vækker mig. En Wake Up Lamp er sådan et ur, der langsomt stiger i lysstyrken og hvor du tilføjer den lyd du gerne vil vågne til fra uret/lampens system (Jeg har fuglekvidren). Jeg har fået mit i julegave for nogle år siden, men du kan finde en her: https://www.elgiganten.dk/product/tv-lyd-billede/radio-stereo/radio/wake-up-light/56100 , hvis du er interesseret i en mere rolig morgenvækning. Dog er mine killinger i gang tidligere end kvart over 6, hvilket altid resulterer i lyde fra en kattebakke (når man skal så skal man…) eller kradsen på døren, når Izma synes jeg har boblet længe nok – jeg sover ikke sammen med mine katte, da jeg har brug for en god nats søvn for at kunne fungere i hverdagen og der kan jeg ikke have aktive killinger lave zoomies i oven på mit hoved aften og morgen.

Kl. 6:15- ca. 7

Her bruger jeg tiden på at vågne. Det gør jeg ofte med et glas vand og en kop te. Jeg tænder desuden for YouTube på mit fjernsyn. For tiden er de youtubere jeg ser mest: Elise Buch (om vintage og retro samt butiksføring), Rachel Maksy (om cosplay og vintage beklædning), Rachelleea (organisering), Matt D’Avella (livsstil og mindset), Olivia Brenting (mode og vlogs), Anna Akana (mindset og psykologisk udvikling) og Darling Desi (vintage og bøger). Derudover venter jeg altid på nye videoer fra Jonna Jinton (fotografi, video og landlivet) og Kalyn Nicholson (vlogs, mindset og organisering) som jeg altid har fulgt.

Ca. Kl. 7-8

Morgenmad. Jeg spiser for det meste havregrød med banan og chokolade eller skyr med havregryn og bær. Her ser jeg altid et afsnit af den serie jeg følger med i. I december ser jeg dog noget mere julet. Alt med Olaf fra Frozen på Disney Plus er ved at blive gennemgået disse dage, haha.

Kl. 8

Jeg er kommet ind i en god rutine, hvor jeg går en tur hver eneste dag (indtil videre har det resulteret i et vægttab på 4kg!). Den er omkring 6-7 km lang og tager ca. 1 time og 15-20 minutter for mig. Og den vil jeg helst have gået om morgenen. Så det plejer jeg at gøre her. Skal jeg dog på arbejde eller ind på universitetet, så rykker jeg selvfølgelig min gåtur til aftenen.

I dag skal jeg møde kl. 10 på arbejde og har derfor besluttet mig for at gå om aftenen. På den måde kunne jeg skrive det her indlæg og få styr på praktiske ting som rengøring (yay…) fra kl. 8-9 i stedet.

Jeg håber du fandt lidt inspiration i min morgenrutine – tak fordi du læste med. Og så må du have en god dag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Studerende med husdyr?